Beskæring
Hvorfor beskære?
De mest almindelige årsager til beskæringer er:
- Sikkerhed
- Udseende/uønsket form
- Kabler, bygninger mv.
- Regler ved fortorv og vej (vær opmærksom på dette og kig evt. på din kommunes hjemmeside).
Hvornår?
Hvornår det biologisk set er bedst at beskære, kommer helt an på beplantningens art. Derfor vuderer vi træet, busken, hækken etc. udfra arten, den ønskede beskæringsmetode og de lokale forhold.
Alle beplatningstyper kan dog beskæres det meste af året.
BESKÆRINGSMETODER
Opbygningsbeskæring:
Formålet med opbygningsbeskæring er at hjælpe det unge træ med at udvikle sig til et stærkt og velformet træ. Strukturen i træet forbedres ved bortskæring af grene, så der opnås en ensartethed i træernes indbyrdes afstand.
Opstamning:
Der er mange årsager til opstamning. For eksempel at give mere lys eller plads til trafik. Minimumsfrihøjden over kørebaner i Danmark er generelt 4,5 m og over cykelsti og fortorve 2,7 m. Der er dog ofte lokalt fastsat andre højdekrav (se evt. punktet ”regler langs veje og fortorv”). Opstamning omfatter bortskæring af de laveste grene og forberedelse af lave grene for fremtidig bortskæring.
Kronepleje:
Formålet med kronepleje er at bevare træet i en sikker og sund tilstand. Ved kronepleje forstås bortskæring af døde, døende, syge, krydsende, svagt tilhæftede grene og grene i svag vækst.
Kronetynding:
Kronetynding er en metode, der kan give mere lys under træet, reducere vindmodstanden eller fjerne vægt fra tunge grene. Ved kronetynding forstås bortskæring af en mindre andel af sekundære og mindre kronegrene – ofte kun nogle få procent. Kronetynding medfører samtidig en ensartet løvmængde på en jævnt fordelt grenstruktur. Kronetynding inkluderer altid kronepleje og ændrer ikke på størrelsen eller formen på træet.
Kronereduktion:
Kronereduktion reducerer omfanget af kronen, men bibeholder – så vidt det er muligt – kronens naturlige form.
Delvis kronereduktion:
Det kan være nødvendigt at anvende en delvis kronereduktion, hvis bygninger, master, ledninger eller lignende er i konflikt med en trækrone, eller hvis træet står tæt på skellinjen og derved er til gene for naboer.
Kronerestaurering:
Formålet med kronerestaurering er at bygge en ny krone på sunde og stabile grene. Kronerestaurering anvendes på værdifulde træer, der har mistet deres naturlige form og struktur på grund af stormskade, topkapning, toptørhed, sygdom eller en tidligere forkert beskæring.
Kronerestaurering gøres bedst i flere etaper med intervaller på nogle år, da dette vil give træets forsvarssystemer optimal mulighed for at blive aktiveret.
Styning/knudebeskæring:
Styning er en gammel beskæringsteknik, der stadig anvendes mange steder. Næsten alle årsskuddene skæres med rene snit, og der efterlades ikke stubbe. Når styning først er påbegyndt, er det ofte bedst at fortsætte med denne metode.
Benytter man sig af styning/knudebeskæring, skal det gøres hvert år for det bedste resultat.
Foryngelse/grov beskæring:
Foryngelse er en beskæringsmetode, der kan anvendes på hække, som er blevet for store eller har en uønsket form. Ved denne form for beskæring skæres/klippes hækken, så der opnås den ønskede form og størrelse.
Træ og grenaffald
- Alt kan køres bort.
- Træer kan skæres i bærbare stykker og bruges til fx. brænde.
- Grene kan laves til flis, så det efterfølgende kan bruges under fx. buske og bede.
- Ønskes stødet/stubben helt væk, kan det fræses ned til 10-30 cm under jordoverfladen.